torsdag den 13. oktober 2011

NOTER TIL LEMA


Igår læste jeg Pablo Llambias "Monte Lema"
og idag har jeg lyst til at dele mine noter,
Noterne er skrevet efterhånden
som jeg læste mig frem.
Det er noter til sammenligning, de er ikke formidlende.

Bogen er inddelt i 3 afsnit, "Poetik", "Angst" og "L":


Poetik:

sonetten er grundlæggende en rytmisk form
prosateksten fortrænger denne rytme
det er som om
at opløsningen af sonettens egen rytme
giver mere øre til
prosaens
digtets
egen rytme
det er som om rytmen bliver stærkere af at blive fortrængt

poetikken fylder vel meget
er det i orden at et værk
er så optaget
af at beskrive og retfærdiggøre sin egen form,
er det i orden
når denne insisteren
på ”frigjorthed”
som kunstnerisk valør
virker som en apologi?

Hvad er meningen med de filosofisk opregnende afsnit?
De er gengivende snarere end at de skaber et selvstændigt forhold til teorien
som sikkert er væsentlig for poetikken
det får jeg bare ikke noget at vide om
nej, der er noget omkring det at søge mening, der begynder at blive meningsløst.
(senere skrives det at jeget ikke kan holde de ting, det læser, fast,... jeget kommer måske simpelthen aldrig hen til en sådan tilegnelse..)

Det bliver virkelig spændende dér, hvor der for alvor ”gøres vold” på formen, som nu på side 94-95, der trækkes mere og mere ”fremmed” tekst ind udefra, og forfatterjeget lader den overskrive den form, der burde være forfatterjegets, som er forfatterjegets påfund, og lader den forsætte ud over den enkelte sonets ramme, det er meget skizofrent, meget vildt og det rykker i mig. Det illustrerer noget jeg kun kan betegne som sandt-

Bogens mere og mere decentrale struktur påvirker læserens dømmekraft og manipulerer ham følelsesmæssigt. Som tekstmængden vokser, opdager jeg at jeg bliver mere tolerant over for indholdet. Jeg begynder at få besvær med at anvende min dømmekraft. Det er ligesom at lære et menneske at kende. Først er det let nok at fælde sin dom over det yderlige samt positioneringer, attituder, og det indtryk der bliver forsøgt gjort på mig. Så begynder der at komme flere facetter frem, modstridende informationer, tilfældige informationer, det er svært at holde det samlede billede fast, det bliver svært at fastholde en forestilling om intention, informationerne mister deres ladethed, det bliver tiltagende svært at fælde en dom, især overfor de skøre og også lidt uvedkommende detaljer, (listerne med popmusik er et eksempel herpå), informationsmængden akkumulerer, så man begynder i stedet at holde af denne tekst, at gå med på dens præmisser,det bliver man nødt til. Det er det, der forekommer at være denne tekst formål, at undvige dommen og nå hen til accepten, denne bog vil accepteres

den vil ses .

som et menneske

provokere velvilligheden frem – i kraft af en avantgardestrategi,

det er meget vildt

jeg kan også mærke at mine kommentarer begynder at tage farve af sprogtonen. Det er vel en slags empati.

ønsket om accept gælder også den kunstneriske strategi. den vil være vedkommende, det er den, den kunne nu godt være i fare for at blive uvedkommende qua al partikulariteten. (...) Det er det jeg tænker, her hvor jeg er nået ca 1/4 ind.


Selvbiografi.....
essay....
poetik..
dagbog...
akademisk afsøgning ift ikke mindst litteraturbegrebet..
forfatterskolingsrefleksioner ift praksis og eftermæle..
andre forfatterskaber...
og hvad laver drømmene i poetikken?
Og børnene?

Nej, hvor bliver jeg glad på side 134, da der tales om den flossede form og den indtrængende henvendelse. I kraft af alle undermineringstricksene og al formbevidstheden kommer noget virkeligt på spil, det er et index, et index på det påtrængende, den vredne form, selvet beskyttes og blotlægges samtidigt som i Paul De mans De-facement, det er sikkert en postmodernistisk banalitet, det er jeg ikke i stand til at vurdere, men det er nu alligevel forunderligt at det er og kan være sådan. At det virkelige er i det vredne.

Angst:

zombiecharme :) patos-pause, humor

(...)

Medicinteksterne stryger jeg igennem, gråzoneteksterne er formidable, kolde præcise, det hoppende tempo i jeg-er-rask teksterne er en lille genistreg, tænker det er fingereret, (men det er ikke, vel? Eller det må det være. Ja? Nej?) illustrativt, (...), herefter bliver de lidt tunge, ikke sprogligt, teknisk, det er nok bare misantropien der tynger, de bliver ubehagelige, men ikke stærkt ubehagelige, ( min karakteristik bliver følelsesbetonet og subjektiv, det er den måde jeg bliver tvunget til at forholde mig til den på ) det er en lettelse når der kommer metarefleksive afsnit, ellers bliver her meget sort og lidt kedeligt, vi er omkring side 225. Stærk sårbarhed. Ekstremt lavt selvværd, det er svært at vide hvad man skal gøre med det, selvhjælpsteksten, teksten der skal række ud til andre psykisk syge, hvad vil den den ”normale læser”. Vil den bare vise sig frem: se mig, jeg kan ikke stå ved mig selv. Overvindelsen af det dårlige selvværd ved at vise hele svineriet i den mest ubarmhjertige offentlighed. Det er desperat og sindssygt skrøbeligt og det er ikke noget vi kan li at se. Jeg føler mig ond når jeg læser det. s. 232 Men så er Llambias alligevel altid så perfidt dobbelt, den ræv. Det psykoanalytiske spor er en lettelse, der kommer narration og dermed fremdrift, den trænger man til. Jeg klynger mig til hver eneste lille historie, hver tråd jeg kan følge, der er et stort ubehag i tekstmassivet. Jeg klynger mig til begrebsliggørelsen af sygdommen, tilstanden, jeg ønsker som jeget at skabe orden i tingene (...) Jeg identificerer mig meget stærkt med jeget.

er kunstner et andet ord for sindssyg?

Højskolen :)

jeg har besluttet mig for ikke at kommentere det. Jeg har lyst til at kommentere det hele, hele tiden. Men det er holdt op med at gi mening.

L:

393!!

for mange refleksive sonetter om bruddet omkring 400, ærligt talt.. jeg ved godt det skal illustrere jalousiens ringtankegang. Men alligevel. Det er tekstmassivets princip. Men nogen gange bliver jeg sgu sur på princippet. Det er for meget.

L-delen er meget meget stærk. Det er en selvstændig fortælling inden i bogen, og den er meget stærk. Det er en helt vanvittig historie. Man klæber til den, Det har intet at gøre med dobbeltkontrakt. Det er et helle at den hænger sammen. Dén fanger også essensen af det hele, vanviddet, men kryber mere udenom det formsprængende, Kærligheden er et fantastisk laboratorium. alting er altid usikkert og det onde stiger op. Det er derfor det er så potent at skrive om intimitet, fordi dæmonerne spejles dobbelt, her, i skrift og i kærlighed. Der er en selvironisk/bedsk/sarkastisk undertone som er meget velgørende, konstant underminerende.. Det er denne stemme der hele tiden mangedobler teksten, og antyder den store form i koncentratet. Det er den del af bogen jeg umiddelbart holder mest af. Den er også nemmest at holde af. Den udfordrer mig ikke lige så håndfast på mit perspektiv, som de andre dele gør.

Monte Lema:

Poetikdelens sprængthed...

Angstdelen er sværest at håndtere. Jeg kan i mange passager ikke blive klog på hvad forfatteren vil med den. Man spørger sig selv om forfatterjeget mener det alvorligt, det med det selvhjælpsagtige, refleksionen som andre kan spejle sig i, man tror ikke rigtigt på det. Teksten er i dén grad et spejl. Et krystalbillede måske. Der er så mange andre aspekter. Angst, er det samme som lavt selvværd og selvhad og dermed følger narcisisme. Dét er et aspekt. Det er én måde at forklare det på. I alle tilfælde fastholder 2 del, spørgsmålet fra poetikken, spørgsmålet om kunstens grænser. Poetikken har brug for 2.del for at kunne kredse om det spørgsmål- måske- Jeg finder min egen samtidige modvilje og optagethed af Angst-afsnittet interessant, på det tematiske plan. Afviser jeg det, fordi det er tabubelagt? Gør jeg det samme som eleverne på forfatterskolen. Forbigår det i tavshed, undviger det forlegent, fordi det ikke er legalt. Jeg talte med Jørn Erslev om at forfatternes sindssyge forbigås, eller reduceres til noget anekdotisk i litteraturhistorien. Hvorfor ikke se på forbindelsen. Forbindelsen mellem kunst og sindssyge. Den synes at være meget stærk. Hvad bunder modviljen i?

Det er en værre bog, (...), det er det. Jeg er helt kogt i hjernen. Den er ikke læst ved en enkelt gennemlæsning. Den kan måske slet ikke rummes. Måske er det det, Der er så mange ting jeg gerne vil kommentere.Den provokerer mig hele tiden, til at holde styr på tingene. Skabe orden, gå i dialog, jeg får lyst til at tale med bogen. Der er også passager hvor jeg bare glider igennem. Jeget fremstår som en idiot, forfatteren bestræber sig ikke på andet. Formen er ingen idiot. Formen er en stor latent bevidsthed, og i enkeltdelene kan jeg måske applikere et bestemt perspektiv. Men det er sværere i det store og hele. Jegets status og de autobiografisk teoretiske udpegninger i poetikken. Genrebetegnelse undviges. Hvis jeg skrev en opgave om den ville jeg sige at det ikke skulle kunne afgøres. Men det er så hult. Det er autobiografisk, det jeg, eller næsten.

Det er en fed og grænseoverskridende bog. Variationen er stor. Det er helt Halling Nielsensk :) Og som ved Hallings tekster, gør det det vanskeligt at bedømme kvaliteten, (og det skriver jeg ikke fordi jeg synes at det de herrer skriver er dårligt, det gør jeg bestemt ikke, jeg mener præcis at det er vanskeligt at bedømme) fordi bogen overskrider det traditionelle værkbegreb, den er massiv, stikker ud overalt, det er her Deleuze kommer ind handy. Der kunne godt være et rhizomatisk princip ved teksterne. Teksterne kommer inde fra og ude fra og rundt omkring fra forskellige registre, og forbinder sig til hinanden i et sådant rhizomatisk princip. Tænker jeg. Jeg ville gerne ha at der var én eller anden orden. Det afspejler tredelingen naturligvis ikke. Er den Forceret? Er det forskellige ”æsker”? Det ved jeg ikke. Den rykker grænserne. Bogen slikker ikke læseren i røven, heller ikke selvom strukturen og jeget allierer sig for at manipulere læseren til accept. Sygdommen er central og dog er det også en almen tilstand, at være sprængt, overskrevet, overskredet, fornemmelsen af at selvet er en kæmpestor latent bevidsthed, på tværs af tid og rum, uafgrænselig fra andre selver, som den aktuelle bevidsthed går rundt og lyser i, men aldrig kan finde centrum eller essens i. Sindssygen forstærker dette, jeget er et nyt hver dag, mener noget nyt hver dag, kan ikke holde noget fast.

Og så er der al forlegenheden. Man bliver ordentligt forlegen af at læse. Teksten har ikke dækket sig ordentligt til.

2 kommentarer:

scherz sagde ...

nu vil jeg også læse den

□2 sagde ...

Feedt - Så lad os mødes bagefter på Sundholm! ;)