Del 7 - O the horror

(arbejdstitel)


Zombierne siger: jeg elsker dig. Din brune pik rundt i min mund og zombierne dratter ind som måger. Du drejer din brune pik mod uret og zombierne forsvinder i lagnet. Jeg bløder ud af næsen og du knepper mig i munden. Jeg gurgler blod ud på pikken og zombierne gnasker videre i ryggen, mens du knepper videre og jeg slår håret ud og ser dig i øjnene, mens zombierne angriber foden griber jeg om dine ankler og knepper dig rygvendt med blodet sprøjtende ud i håret.


V spørger om han har skræmt mig væk. Han er yngre og smukkere end dig. Jeg tænker at det ville være fint. Nu er jeg i hvert fald parat, siger jeg. Jeg får lyst til at invitere ham i Tivoli og spise candyfloss. Vi kunne gå rundt om karruseller og flette fingre. Jeg har lyst til at det skal være sådan. Ikke flere mezzosopraner, ikke mere sindssyge, ingen gråd.


V har grønne øjne. Han minder mig om dig, med sit langsomme kys. Sine lyde. Jeg siger til mig selv: ”Gi dig hen”. ”Gi dig hen”. Som i drømmen. Jeg fortæller V om dén drøm. Jeg véd ikke om han fanger den. Jeg tror det ikke. Han bliver irriteret. Hans lyde bliver efterhånden anspændte, griseagtige. Hans latter bliver skinger. Jeg vil så gerne se ham. Men hans ansigt begynder at se mærkeligt ud. Jeg kan ikke få blikket væk fra den der uanseelige kugle af hud der sidder på siden af hans næsebor. Asymmetrien buler intenst ud. Røgen indhylder næsen. Jeg begriber ikke at jeg først fandt ham smuk.


A

Jeg er absolut ikke i balance. Det er det der er det smukke.


B

Hvad mener du? Jeg har IKKE andre elskerinder.


Da jeg kom hjem var der pludselig et dybt sår i din arm. Du virkede apatisk. Jeg bar dig rundt mens jeg ledte efter nummeret på vagtlægen. Jeg havde tilfældigt fundet sedlen, på min rute rundt om søerne. Det var henvendt til en udlænding; "In case of emergency, 24hour medicalservice".


Du fortæller mig at du ikke har andre elskerinder. At du ville ønske at du havde, men det har du ikke. Jeg siger undskyld. Du siger no problem.


Det virker som om du ikke skriver til nogen bestemt. Forstyrrer det dig ikke at jeg svarer?


Jeg er begyndt at se et mønster. Vi taler om det, om at vi begge har det sådan. Hvorfor lider vi altid af det samme, B?


Jeg havde noget helt specielt med C. Det var som om han gik ind i mig, som om vi tilbragte det meste af forholdet uden for tid og rum. Vi kunne kigge hinanden i øjnene, men når vi så op, var der gået måske 8 timer. Bare sådan. Men genetisk, seksuelt var det håbløst. Han begyndte at se underlig ud. Det var som om han skiftede form når han lagde sig i sengen hos mig. Ligesom i eventyret om Kong Lindorm. Prinsessen vrider hammen af ormen, pisker ham med ris og dypper ham i mælk. Tilbage i sengen ligger en maddike i overstørrelse. Det var sådan jeg begyndte at se ham, som om noget forsøgte at bryde igennem den blege ryg.


Da jeg kom tilbage så jeg dig stå og pege på tavlen med din blanke plasticarm.


B

”Hvordan har du det? Er du sur på mig?”


A

Jeg er ikke sur på dig. Jeg fantaserer bare.



Vi elsker at ligge og gispekysse. Vi kan ligge og gispe og kysse og slikke og nippe i timevis. Vi trækker vejret, vi mumler, vi savler, vi kører hagerne rundt i hinanden, vi ser på hinanden. Det handler ikke om noget.


Da det blev pause kom du hen til mig. Du rørte ved mig med din plasticarm. Du tog mig på røven.


A

Jeg har sådan lyst til dig. Jeg dansede lige rundt i stuen. Jeg savner.


B

Ok, A. Lad os gå ud og finde nogle andre mennesker vi kan elske med.



Det er slut nu. Det ved jeg. Jeg er vågnet i et sommerhus udenfor Århus. Jeg elskede ham på samme måde som dig. Det kunne jeg godt mens jeg var påvirket. Næste morgen er det svært at bilde sig noget ind. Han er cyklet ind i regnen for at begå tyveri i Føtex. Når han kommer tilbage vil jeg kysse hans våde mund. Haven er fin, hvis man kan abstrahere fra rodet. Det kan jeg godt. Jeg kan mærke at benene giver efter her, at der vokser gummistøvler frem på fødderne. Jeg befinder mig helt uden for tiden.


Jeg vil se dig. Åbne dit ansigt mens jeg tager dig. Se det hele strømme.


Vi er udenfor, det er køligt, jeg har tømmermænd. Jeg har nærmest hverken drukket eller røget i går. Jeg har tænkt på, hvad det er der driver mig i disse tekster. Der er 3 ting, Christina Hagens 71 breve til M og 2 oplæsninger jeg hørte for nyligt med Pablo Llambias sonetter og Erik Scherz i skizofren formoplæsning. Der er en fundamental usikkerhed omkring hvornår det er jeget og hvornår det er forfatteren der taler. Der zoomes ud og ind af de to perspektiver. Det er som en sløret forbindelse mellem falset og fuldregisterstemmen. Man bliver fundamentalt i tvivl om hvad der ligger i henvendelsen. Stemmen der taler, tilhører i en eller anden forstand en forfatter, en forfatter der har et projekt at gennemføre, en forfatter der registrerer sin reaktion og de tanker som projektet afstedkommer. Det er således ikke projektets påståede omdrejningspunkt der er kommer i centrum, men fortællerstemmen selv. Selvet er på spil, i sådan en grad, at man bliver i tvivl om, om der overhovedet er tale om litteratur, kunst. Det er kun formen der står som garant for det litterære. Der er et element af terapi. Det er følsomt. Det er måske ok. Måske er det det, som den journaliststuderende jeg er ved at leje mig ind hos, siger, at alle har en historie der er vigtig. Men det vigtige, det virkelige perverteres jo af fortælleren. Jeg er pervers. Eller også er du. Sproget siger bare hvad der er muligt at sige. Én af de muligheder. Vi er viklet ind i paranoide tanker, vi opstiller konstant nye hypotetiske muligheder. Såsom at du skulle have elskerinder. Såsom at du ikke havde nogen. Som at du lyver for mig, nu. Disse hypoteser er afhængige af erfaringen og psykologien. Mine dæmoner bestemmer hvad jeg er istand til at forestille mig. Derved kommer fiktionen til at afspejle dem. Det er præcis som med kærligheden, hvor alting altid er usikkert og det onde stiger op. Det er derfor det er så potent at skrive her, hvor dæmonerne spejler sig to gange.


B

Jeg er træt af at du kommer efter omsorg og bagefter anklager mig for at lyve og være pervers.


B

Jeg kan ikke tale om det. Jeg føler mig som et fjols. Jeg skulle aldrig have indladt mig på dig. Hvor fladt. Hvor nederen. Hvor uendeligt dumt

Da vi stod dér, kom der to mandlige studerende og hev dig til side. De slog dig i gulvet, uden at sige ikke så meget.

Min veninde mener vi skal hævne os. I ville aldrig kunne tage os alvorligt. Vi er ligesom Breivik. Det er den eneste måde at gøre det på. Min veninde er taget afsted. Hun skal ud og købe gødning til bomben. Hun har et mærkeligt mærke på ryggen. Han har flere elskerinder, det er jeg sikker på. Lidt efter tænker jeg på dig.