□2

Vores rum ligger ud til gaden, det begynder at regne da du tager mig i hånden og siger; tomme flasker, ærligt talt det lyder som et drillende erhverv, dette udstillingsvindue til vejret, vi afviger fra at sige noget; så hvordan kan verden beskrives fra et fortsæt. Denne kugle svæver, tiden er strimlet. Dine øjne begynder at udvide sig i begge sider, nu kan tåger sætte sig som smil. Tænderne i bund når døden regner, op med øjnene, kammerat. Vi er mange denne morgen der glider rundt på landevejene. Afsættersporet i hjernen til højre for bordet, hr. Simonsen kommer søgende ind i det timelange angreb, med gymnastikskoene i hver sin retning. De er et smukt par havde han gået og tænkt, denne morgen med tænder i sildesalaten, opvasken fra i går, hjørnerne med støv. Hun står op og ser ud af vinduet, han styrter i bad, er i tøjet på 2 minutter, hun ser stadig ud af vinduet, gaber, hej hej hej, siger han og går ud af døren, hun tager fadene og de beskidte tallerkner, stiller dem ud køkkenvasken, ser højt nedover gården, gaber. Morgen, cigaret, mågerne råber, vinter, sommer, solskin. Et smukt par siger hun, nikker i retning af fortovet, de finder sammen igen for at finde sig selv, den anden skråner ud, nu, midt i ugen og de andre er begyndt at tage det for pålydende, hendes fjerne søndag. Op på sporet og ud i vælten, så kom tankerne bag drømmene, ham i trægitter, vindeltrappen, endoskoperne gennem hotellet, rummet de ikke har betalt for, de kan høre os i korridorerne, skærme i øjnene, ham ham ham i sit fuglebur, vingerne af knust glas, nu er det oplagt med den tavshed, vi syrer ud, tapetet uden farver, himlen smiler, regnen kommer, hurtigt vurderende og slet ikke mindre, hans øjne er trætte men brændende, men hængende hud, og en anden splittelse på grammofonen, så tit har vi sagt noget andet, men krigene er stoppet til,