□2

Min far betyder så meget for mig hr. Statsminister jeg kan jo ikke leve uden min far, min far kan ikke leve uden mig og savnet efter far betyder så meget, savnet betyder så meget, jeg kan jo ikke leve jeg kan jo ikke leve jeg kan jo ikke leve uden min far, hr. statsminister; vi betyder noget sammen, mig og min far, prøver at være noget for hinanden, tænk hvis du kære hr. statsminister kunne være noget for mig, her går vi, mig og min far, ved møns klint, her drikker vi en meget mørk øl på furs bryggeri, her binder han min fiskerknude, (hold så rebet!) det betyder noget, det er os, vi betyder noget, her gifter vi os, her slår vi os ihjel, her slår vi os ihjel, det betyder noget, mig og min far, det betyder noget når vi slår hinanden ihjel, her er faderen, Paul Ricoeur siger at det betyder noget når faderen er den han er, når han ofrer sit liv, han er ikke uforanderlig og hans forsvinden kan man følge under forskellige forklædninger; faderen er ufærdig og uafklaret, han kastrerer sine sønner, han må slås ihjel, han ofrer sit liv af barmhjertighed. Han smiler, bleg i tusind farver, blodet strømmer ud. Her står vi. Faderfiguren indbefattet, hænger fast til gulvet med pels og helt tynde betydningskæder. Vi står og ser på dig. Du er en elefant. Stor og stærk og gammel. Hovederne er på skrå. Vi kan ingenting høre. Vi er 15 melankolske børn på én gang. Dit brillestel ligger på sengebordet. Som kaffestel. Du har taget din medicin. Du fik smagt din medicin. Du går ad markstien. Du går langs hegnet. Du har gået her mange gange før. Her, har du fløjtet efter hunden. Du har du set fasaner og skudt vildt, her, går du, nu. Du har ondt i maven. Du støtter dig til en kæp. Det er ikke noget særligt. Det har du altid gjort. Også som ung. Det gjorde din Fader. Det gjorde hans Faders Fader. Men mavepinen går ikke væk. Det er ikke som det plejer, den går slet ikke væk. Blækket stikker til månen. Gæssene bliver sorte. Det er dommedag. Det tredje felt af ”guddommelige navne” og betegnelsen for Gud.. Jeg kan se dig. Du har spist jordbærgrød og har ondt i maven. Gåturen har ikke hjulpet. Du siger til din kone, at nu vil du gå i seng. Gå til ro. Du åbner døren til sovekammeret. Det mørke træ. Lugten af parfume. Lugten af støv. Noget Jordslået. Der står skabene med Prince og Kongen af Danmark. Der er et royalt tema her. De ligger på øverste hylde, så arvingen ikke kan nå. De mørke træskabe. Og dér står de slidte hjemmesko med tern. Gule som ild. Gud som ild. En voldsom ild. Der står sengegavlen med dens krogede ben og her står du. Du kigger en sidste gang ud på gårdspladsen. Vinduet er delt i seks ruder. Muren har du selv kalket hvid. Gulvtæppet er af uld og salt og peber. Du har ondt i maven. Du trækker dig hen til din seng. Du har ingen anelse om, at det er nu. Udenfor skræpper gæssene. Nogen slukker lyset i laden. Du slukker lyset på sengebordet. Jeg kan se dig, du lægger dig i din seng, dine bevægelser er rolige. Dine store sprøde hænder. Du tager om sengelinnedet. Helt roligt, rolige. Dynen synes dine hænder er ru. Sengelinnedet er tykt. Her lugter friskt. Din kone skramler. Din kone bager. Din kone har snydt dig. Grøden breder sig fra maven til hjertet. Fra hjertet til armen. Du kigger op i loftet. Der hænger et stilleben i køkkenet som du kalder ordentlig kunst. Du henter rygdækning hos arvingen; kan du ikke også bedst lide den slags? Ikke det der langhårede malerklatpjat, vel? Det ligner jo ikke noget som helst. (Det kunne jeg selv have lavet (og det siger ikke så lidt)). En anden grund til at søge til eksegesen snarere end teologien er at den opfordrer os til ikke at adskille Guds-figurerne, fra de forskellige tekstformer, hvori disse figurer forekommer. Og i fortsættelsen af teksten bliver ”jeg er” til subjekt: Du skal sige Jeg Er har sendt mig til jer.” Jeg kan se dig. Jeg kan se dig falde ned. Denne åbenbaring er væsentlig for vor overvejelse. Thi åbenbaringen af navnet betyder opløsning af alle antropomorphismer, alle figurer og roller. En fortællermaskine står her. Gør noget uskarpt hen over sengebordet. På dette sted har du taget ham med. De ringer til os tre timer senere. Goddag, Jeg vil gerne tale med Faderen. Vi tager telefonrøret og kigger på det. Goddag, det er mig, der er Faderen. Så går jeg tilbage i køkkenet og tænder for gassen. Under vandet. Man må have kaffe. I sådan en situation må man have kaffe, sort som blæk, situationen er ude af kontrol. Hallo du der! Det er dig der er faderen. Det er dig, der har bestilt det. Dér er jeg. Udenfor bliver himlen sort. Gæssene ligger døde på middagsbordet. Det var dén dag, siger pigerne og leger døde på gulvet. Jeg tager min kost og fejer smulerne væk fra gulvet, jeg fejer henover pigernes hår, jeg fejer forbi deres foldede hænder, deres flettede knoer. Udenfor trænger mørket sig på. Månen bliver sort. Så høres hornet. ”Når jeg… siger dem, at deres fædres gud har sendt mig til dem, hvad skal jeg så svare, hvis de spørger om hans navn?” (Kryber ned og kysser langt ind i øjnene.) Gud svarede Moses: ”Jeg er den jeg er” ”éhyéh hasher éhyéh ”. Det kryber op ad benet, din skønhed, den ser dig, våd af dommedag. (Hernede er der mørkt og grønt.) Navnet sætter sig imod idolet. Ethvert ikkemetaforisk sønneforhold, enhver bogstavelig nedstamning er således udelukket. (Det er ham. Dér er jeg )

(men)