□2

Det må vel være en art astronomisk, guddommeligt ormehul, sagde Thorvald, og hans kone virkede beklemt; Det må vel være en art astronomisk, guddommeligt ormehul, gennem tid og rum, en portal til Gud, dit indre strømmer op gennem skyerne, sagde Thorvald, og hans kone virkede forudindtaget, som om hun ikke rigtigt kunne tro på muligheden af noget udenfor smørbakken, rundstykkerne. Det må vel være en art astronomisk, guddommeligt ormehul, gennem tid og rum, siger Thorvald, og peger i retning af den slørede luft. Det fosforiserede omkring opvaskemaskinen. Hunden sender forpinte snork ud af drømme. Thorvalds kone virker beklemt.
Portalen åbner, og nogen siger. . Der er nogen, der taler, mens rummet revner. Der er nogen, der siger ”Jeg”. En sløret plet henover opvaskemaskinen. Det dugger. Det bliver varmt. Thorvalds kone bliver blind i varmen og råber: Thorvald?? Thorvald?? Korkgulvet revner, hunden sætter sig op. Ruf! Thorvald? Hvor er Thorvald? Der er nogen der taler, men kulden er negativ. Jeg fryser til på næsten ingen tid, der er næsten ingen forskel i tid. Vi må først spørge til oplevelsen, siger Thorvald, det er nok vigtigt først at spørge til oplevelsen, siger han. Når rumskibet lander, er det er umuligt, UMULIGT at stjæle en linje ud af krateret. Der er noget formelt usprogligt i vores hoveder. Udenfor gror roserne, de bor på den yderste kvadratmeter af planeten og på den anden side af rosenhækken ligger the last Frontier. Roser er både roseimport og dyrkning, siger Thorvald og smasker, mens hunden igen drømmer om småpiger. De går dér, hånd i hånd, helt rolige og disciplinerede i græsset. De går og de taler om dommedag. Små piger, små, rolige og skadefro. Jeg glæder mig til Fader kommer og henter os, siger de og kigger op i lyset: Tror du han kommer I helikopter? Er det ikke mærkeligt, siger den sidste af dem, at det her er den sidste dag på jorden og alligevel skal vi ikke dø? Thorvald nikker og véd, at dette er den sidste dag på jorden, men han skal dø og han nikker til dem, derude på marken, han hænger på riven og hagen flager, gebisset klaprer og rytmen er det styrende princip i universet. Gud spiller på mundharpe. Ligesom Charles Bronson. Jeg mener. John Cage er utroværdig, når han siger at latteren er en del af kunstværket. Jeg tror. Tværtimod, at det er her, der er noget at fortolke, en slags fundamental mangel han har travlt med at skjule, angsten for at være alene, angsten for at blive til grin. Nej! Sgu ikke. Det er mere sådan noget med at være sig selv bekendt. Nøgent. Ærligt. Hunden vågner. Hunden vågner. Den har fornemmelsen af at have sagt noget forkert. Jeg har opført mig dårligt? Piber den. Måske i søvne? Barnet sidder ved siden af og lytter ikke. Hvor har du gjort af dit astrallegeme? Spørger hunden. Du har ingen undskyldning for ikke at vise det frem! Du har ingen undskyldning for aldrig at være blevet voksen! Barnet vrænger pelsen af. Revnen lukker.
Revnen lukker og det er morgen og børnene løber udenfor igen, det er isvinter og den sidste grænse er her, hvor bladene bliver gennemsigtige på træerne. Korset står godt begravet derude. Herude ligger der indianere på lur. Den store summen fra skorstenen og emhætten, afhængigt af hvilket årtusinde vi befinder os i, understreger den , , (pause) , , her burde den være, men vi når aldrig frem. Trækvinden leger med hjørnerne og dit hår, dit hår er ved at blive gråt, trækvinden leger om hjørnerne. Jeg nægter for evigt at tilslutte mig verden. Linjebruddets skræven er noget nanofest, noget skulpturelt, siger Thorvald. Cirkler og kornblomster. Hans konstruerede rosenben står i modsætning til det virkeligt konkrete. Og jeg siger; Vil du ikke være rar at stille min tallerken på gulvet? Kunne jeg ikke for én gangs skyld føle mig tilstrækkelig? Jeg begynder pludseligt at få det dårligt med hjertet.
Jeg får det dårligt. Det suser for ørerne. Kinderne kan godt se ham. Han bløder ud af næsen. Han bløder ud af munden. Han bløder ud af øjnene. Han står med det ene ben på en stol. Han hænger. Han bløder ud af ørerne, ud af mundvigen. Han bløder ud af navlen. Mine ørers musik, han bløder ned i mine ørers musik og hans udtryk, hans helt runde øjne, cirkler, kornblomster. Han kigger op i mine ørers musik. Han kigger ud i håndvaskens horisont. Blodet strømmer ud. Vandet strømmer ud. Nu ligger han nede på gulvet. I søen. Nu ligger han ved siden af køkkenbordet og ovenover svæver mågerne. Rundt omkring ham ligger markernes helgule pels. Vandet løber over. Insekterne pisser streger i det. Åkander rækker fingrene op. Hænder griber ind i hinanden. Hænderne griber ind i hinanden, som gelé. Hele vejen ned. Hernede står alting stille. Hernede åbner nattegræsset sig op. Han smiler. Jeg kan se mundvigen ind gennem kistelåget. Kistelåget er selv en mundvig. Hernede har han givet op. Han spærrer sin mund helt op. O. Han smiler. D. Han er viklet ind i tangplanter. Han er bleg i tusind farver. Blodet strømmer ud. Hans øjne er et akvarium. Han ligger på bunden. Han er nøgen. Tænk at Vincent Gallo er sådan en røver! At han ville ha, at hun skulle lægge sig dér. Der er hul hele vejen op. Jeg går ud af døren. Jeg går ud i søen. Jeg går ud og kigger op. Op på træerne. Træerne der hvisler. Træernes øgler og slanger. Bølgerne i sandet. Nej! Her kan ikke være sand. Jeg tager ud til søen. Rasmus bader. Rasmus bader og det er Good Times. Sådan da. Græsset er grønnere her. Her er et helt dusin måger. Her kan ikke være måger. Her kan være gæs. Gæssene græsser i græsset, der er grønt. Græsset kan ikke være helgrønt. Græsset er blækgrønt af mørke. Jeg går hen til dig. Mine fødder er bare. Der må ikke komme betændelse. Der må ikke komme betændelse i mit ben. Du har siddet ved søen. Mine fodsåler er sorte. Du har siddet og kigget som du gør. Du har siddet og set på djævle. Der er rifter i mine ben. De viser sig i vandoverfladen og foden bliver blå. Det tegner sig i vandspejlet og fødderne bliver grønblå. Så breder det sig op af benet. Koldbranden breder sig. Vandoverfladen krammer mine lår. Mørket kysser mine balder. Koldbranden går direkte efter skridtet. Hele mit skrev bliver sort og fødekanalen braser sammen. Knaser. Her kommer der ingen børn. Mørket strømmer ind i solar plexus, mine blæksorte årer gennem blæksorte årer, og blod løber over i lungerne. Fylder dem op. Nu har jeg ondt i brystet. Nu har jeg ondt i hjertet. Jeg ryster og må sætte mig på en stol. Jeg ryster. Har du et sted du kan sidde ned? Du står der. Det er ikke på sin plads, at jeg giver dig et kram. Det er ikke min plads. Det er hendes plads. Jeg sidder på hendes hendes hendes plads. Er der nogen der kan være hos dig i nat? Hun tager min plads! Faderen er et symbol. Dit sorte hår. Din unge alder. Din blæksorte hånd, din tyske heks! Du har blod på læben. Du har taget ham fra mig. Faderen. Der er græsstrå. Du tager dig af ham. Du ligger der i mørket ved landevejen. Jeg kan se dig. Jeg kan se dig. Du har blod ud af munden. Du har græs på kinden, på knæet. Det er mørkt og der brøler et horn. Det er dommedag og en bil skrider ud. Jeg kan se dig. Dine øjne. (Dine sidste ord til mig. ”Du har aldrig været normal”. Det har du heller ikke. Det var ikke engang en normal måde at dø på.) Jeg kan se dig i mørket ved landevejen. Jeg aer dig over kinden. Jeg stikker tusindfryd i øret på dig. Du bliver natur. Der gror græs på dit tøj. Ternene på din skjorte bliver til blomster. Pigerne ber. Guruen smiler. Jeg er faderen og sønnen og jeg siger til dem; Jeg er Gud og menneske. Du må være nøgen foran mig nu. Du må være dig selv. Faderfiguren er ingen velkendt figur, der har en fastlagt og uforanderlig betydning og hvis omskiftelser, forsvinden og tilbagevenden man kan følge under forskellige forklædninger; den er en problematisk, ufærdig og uafklaret figur, en betegnelse, der kan finde anvendelse på forskellige semantiske trin, lige fra fantasmet, om den fader der kastrerer sine sønner, og som må slås ihjel, til symbolet om faderen der af barmhjertighed ofrer sit liv. Du går ad markstien. Du går langs hegnet. Du har gået her mange gange før. Her, har du fløjtet efter hunden. Du har du set fasaner og skudt vildt, her, går du, nu. Du har ondt i maven. Du støtter dig til en kæp. Det er ikke noget særligt. Det har du altid gjort. Også som ung. Det gjorde din Fader. Det gjorde hans Faders Fader. Men mavepinen går ikke væk. Det er ikke som det plejer, den går slet ikke væk. Blækket stikker til månen. Gæssene bliver sorte. Det er dommedag. Det tredje felt af ”guddommelige navne” og betegnelsen for Gud. Jeg kan se dig. Du har spist jordbærgrød og har ondt i maven. Gåturen har ikke hjulpet. Du siger til din kone, at nu vil du gå i seng. Gå til ro. Du åbner døren til sovekammeret. Det mørke træ. Lugten af parfume. Lugten af støv. Noget Jordslået. Der står skabene med Prince og Kongen af Danmark. Der er et royalt tema her. De ligger på øverste hylde, så arvingen ikke kan nå op. De mørke træskabe. Og dér står de slidte hjemmesko med tern. Gule som ild. Gud som ild. En voldsom ild. Der står sengegavlen med dens krogede ben og her står du. Du kigger en sidste gang ud på gårdspladsen. Vinduet er delt i seks ruder. Muren har du selv kalket hvid. Gulvtæppet er af uld og salt og peber. Du har ondt i maven. Du trækker dig hen til din seng. Du har ingen anelse om, at det er nu, du skal dø. Udenfor skræpper gæssene. Nogen slukker lyset i laden. Du slukker lyset på sengebordet. Jeg kan se dig, du lægger dig i din seng, dine bevægelser er helt rolige. Dine store sprøde hænder. Du tager om sengelinnedet. Helt roligt, rolige. Dynen må synes, at dine hænder er ru. Sengelinnedet er af den tykke gammeldags slags. Her lugter så friskt. Din kone skramler i køkkenet. Din kone bager. Din kone har snydt dig med sin CarmenCurler skønhed. Din kone har snydt dig med den sorte jordbærgrød. Den grød der breder sig fra maven til hjertet. Og fra hjertet til armen. Du kigger op i loftet, der er en fugtig plet. Det ligner en frugtskål med kniv. Der hænger et stilleben i køkkenet ind mod soveværelset, som du kalder ordentlig kunst. Du henter rygdækning hos arvingen og spørger jovialt; kan du ikke også bedst lide den slags? Ikke det der langhårede malerklatpjat, vel? Det ligner jo ikke noget som helst. (Det kunne jeg selv have lavet (og det siger ikke så lidt)). En anden grund til at søge til eksegesen snarere end teologien er at den opfordrer os til ikke at adskille Guds-figurerne fra de forskellige tekstformer, hvori disse figurer forekommer. Og i fortsættelsen af teksten bliver ”jeg er” til subjekt: Du skal sige Jeg Er har sendt mig til jer.” Jeg kan se dig. Jeg kan se dig falde hen. Jeg ville så gerne kunne ae dig. Lægge fluenettet over hovedet. Brede ligklædet. (Lægge det tæt ind omkring dig. (Men) Du er jo slet ikke gammel. Denne åbenbaring af navnet er væsentlig for vor overvejelse. Thi åbenbaringen af navnet betyder opløsning af alle antropomorphismer, alle figurer og roller. Her står vi. Faderfiguren indbefattet. Vi er hænger fast til gulvet med pels og helt tynde betydningskæder. Vi står og ser på dig. Du er en elefant. Stor og stærk og gammel. Hovederne er på skrå. Vi kan ingenting høre. Vi kan ingenting gøre. Vi er 15 melankolske børn på én gang. Dit brillestel ligger på sengebordet. Som kaffestel. Du har taget din medicin. Du fik smagt din medicin. En fortællermaskine står og dirrer her. Gør noget uskarpt hen over sengebordet. På dette sted tager du dig af ham, har du taget ham med. De ringer mig op om tre timer. Goddag, Jeg vil gerne tale med Faderen. Thorvald tager telefonrøret og kigger på det. Goddag, det er mig, der er Faderen. Så går han tilbage i køkkenet og tænder for gassen. Under vandet. Man må have kaffe. I sådan en situation må man have kaffe, sort som blæk, situationen er ude af kontrol. Thorvald! Det er ham der er faderen. Det er ham, der har bestilt det. Udenfor bliver himlen sort. Gæssene ligger døde på middagsbordet. Det var dén dag, siger pigerne og leger døde på gulvet. Thorvald tager sin kost og fejer smulerne væk fra gulvet, han fejer henover pigernes hår, han fejer forbi deres foldede hænder, deres flettede knoer. Udenfor trænger mørket sig på. Månen bløder. Så høres hornet. ”Når jeg… siger dem, at deres fædres gud har sendt mig til dem, hvad skal jeg så svare, hvis de spørger om hans navn?” (Kryber ned og kysse dem langt ind i øjnene.) Gud svarede Moses: ”Jeg er den jeg er” ”éhyéh hasher éhyéh ”. Det kryber op ad benet, din skønhed, den ser på dig, våd af dommedag. (Hernede er der mørkt og grønt.)Navnet sætter sig imod idolet. Ethvert ikkemetaforisk sønneforhold, enhver bogstavelig nedstamning er således udelukket. (Det er ham. )

(men)