□2

jeg har længe ventet på dig, hvide skrift. du lægger rettesnore ud overalt, og alligevel kan jeg ikke se dig. du afhænger af mere end det hvide. er der nogen der optager? ikke bare disse røde rettestreger ud i det blå. mørket så hvidt som. jeg er ikke skræmt, det skal ikke betyde at jeg ikke står på fjæset af dig. den virkelighed du ikke kan betegne, hvide stær. det afhænger af så meget, du kan ikke afgøre, eller betyde med bagsiden af blyanten, du kan tale ud i luften og blæse væk. jeg kan ikke se dig og alligevel (for du er alt andet end fravær, du er et fravær er så nærværende at du suger på mig) en verden hvor andre regerer. jeg har lyst til at sætte ild på dig. ikke denne frisættelse, nysgerrigheden sætter grænser. vi må befri os og komme hvidere ud i mørket