□2

jeg gør skriften hvid. det er et trick, et magtafkald, det forstår sig, strategisk at denne række af røg foran øjnene lægger sig som afstand til sig selv. denne røg der stiger op fra gulvet og lukker kanalerne i kroppen, ørerne, øjnene, røvhullet, porerne, en helt hvid røg. ikke så farlig, ikke det mindste determineret. det kan vi leve med. angsten for at betyde er skrevet ud, angsten for at blive skrevet ud betyder. her er en afstand du kan leve i, den lever i kødet der aldrig fik ord, aldrig mælede, bare vendte sig indad, ind i hjernen hvor den vedblev med at afklare sig selv, ingen verden. jeg er omgivet af åbenhed, et spejl uden ryg, altid et sted jeg kan komme væk fra, vende det hvide ud på, se bort fra, gå bort fra, dykke langt ned i søen med tangplanter, det er ikke noget selvmord, men noget der afviger, noget mere ubestemt end døden, du ved, noget virkeligt terminalt. ikke en busterminal, vi skal ingen steder hen. vi skal ikke stoppe op, eller, jeg blev i tvivl, måske er det netop sådan vi skal være, i tvivl. jeg ved dårligt nok hvad jeg taler om mere, måske er det godt, bare tale til det ender blindt, undslippe betydningen, måske er det der vi skal hen? Sprogets afvigelse som et spøgelse, et splittelsesfyldt intermezzo, en metafor, et eksistentielt vilkår, og jeg ved dårligt nok hvad vi taler om længere, måske er det altid sådan når man spørger retorisk?
bogstaveligt talt. vi må modstå det egentlige, vi må afvige fra, afgive en forklaring, ikke på dette sted. jeg skal give dig regningen, ikke nu, men senere måske, hvis du stadig er med, med objektets fravær i mente. modstanden mod egentligheden, hvad er der egentligt at gå imod?