fredag den 23. marts 2012

en ganske almindelig psoreasis under en svagt lysende gummistøvle her henne krydser T-skoven en uendelig forsigtig glemsel år efter år, de store massers symboler de fire delfiner deler sig ikke, her skovene, kornet, en rød jaguar, tilværelsens umulighed i de sociale institutioner men aldrig så mange sære ting én eller anden kunne gå hen og blive vind, de røde bunddyr skal gøre det for os, spejlet bevæger sig ikke, det er os, her står vi, er det os på værtshuset dengang med de tunge hager, ved denne tue hvor de taler virkeligt godt dansk har danskerne har simpelthen skrevet så meget godt at jeg har fået helt ondt i tommelfingeren

det store udkast

hvordan måler man længden af noget, altså jeg mener en relation, kvaliteten af en relation, længden af en bestemt kvalitet i en relation, forskellige kvaliteter i mikrolængder, kan vi sige at vi måske sammenlagt har haft 28,5 gode dage, 80,18 gb lykke, vi skal ikke sniffe skæbnesvangert dunkdynet ketchup. Jeg tænker at hele forholdet var et stort udkast, til noget vi først vil realisere med andre, er det sørgeligt? Du er meget forvirret. Jeg er meget vred. Vi konstaterer det. Det er meget svært for dig. Har du tilegnet mig ved assimilation eller integration, kan man bruge possesivet? Var jeg på noget tidspunkt din? Du var ikke, men du var, noget var i henholdende cirkulation. Den obskure friskhed hvormed skriften græder. Det hele er godt. Det hele er nyforlovet. Du behøver ikke være gemen og sønderdele, undslippe. Vi slipper lige forventningerne og tilskynder til orkan. Novembre! Min kno så snavset mens lændeklædet falder. Strabadserne er meget omtalt.

fredag den 10. februar 2012

Vi er ikke en naturlig gruppe. Vort bryst er sammenvokset til et lille ønskeben, ribbenene små og uens. Vi mister vægt, bl.a. fordi vi traditionelt har været defineret ved anatomien, fx det bagudvendte skamben hvor du kysser mig, de hule knogler og især parringen af nøgleben, sammenvoksningen naturligvis og især gråd og kys. Vore arme var længere end benene, så vi kunne holde hinanden på afstand, til store asymmetriske følelser slog ind. Fundene vidner om en hurtig, mosaikagtig evolution, hvor primitive og avancerede træk blandes overraskende. Af sætningen, ”Jeg elsker dig” kom alt andet. Den var guds mund. Men stadig modvilligt de bankende hjerteklapsproteser som afstivning mellem brystben og skulderled. Det svækkede balancen. Så smed vi tallerknerne til pludselig en sammensmeltning aftvang en række spejlende bygningstræk i kraniet og kroppen.

tirsdag den 7. februar 2012

del 15

Jeg er ked af det fordi vi ikke kan nå hinanden, siger du. Jeg er ked af det fordi alle mine berøringer føles uoriginale. Alle handlinger er overskrevet med fortiden. Jeg kan ikke nå dig. Jeg har en stærk uvilje imod at mødes med dig som andet end krop. Du siger at du elsker mig, men jeg kan ikke lukke dig ind. Det er trygt at gå med dig i hånden langs havnen. Det er trygt at sove nær dig. Det er også tomt. Vi taler om noget andet. Jeg mærker din skuffelse. Hvad har vi egentligt til fælles? Alt er tyndt undtagen kærligheden. Kærligheden er mest et princip. Den er uforsonelig, upersonlig. Jeg mærker din skuffelse i alle fantasierne. Jeg synes bedst om dig når jeg ikke behøver at elske dig. Du gør mig angst, sindssyg. Kort sagt. Jeg får en stærk trang til alkohol og stoffer når du henvender dig. Du siger at du savner mig eller det vi havde sammen. Jeg spørger hvilket. Begge dele siger du. Du savner sex naturligvis. Du fortæller mig at du er bekymret over at skulle være alene i Berlin. Du vil gerne have mig med. Mig eller en eller anden. Vi kan bare skydes ind.

del 14

Jeg véd ikke hvad det går ud på længere. Jeg gider ikke. Jeg føler ikke noget. Jeg har lyst til sex. Jeg kan ikke føle mig forelsket i dig hvis vi ikke har sex, jeg gider ikke at dække over det med almindelige følelser, lad vær med at invitere mig i biografen, jeg føler ikke noget af dette, det trækker fra døren, dette er ikke min krop, du ligner en idiot, medicinmaven, hvalrosnæsen, jeg kan ikke udstå dine rødvinstænder, jeg kan bare ikke klare den slags ubehjælpelighed, hvad forventer du, at jeg også lægger dig over knæet og klarer dét, det gør mig rasende, jeg blir rasende, det tykke klag af mælk, hele underansigtet hvisket ud,

fredag den 3. februar 2012

del 13

Du vil gerne komme. Det får du ikke lov til siger jeg, du taber din chi, det er ikke noget jeg ved. Men, en mand i din alder bør ikke komme for ofte. Det er noget tantra-noget, noget Joan Ørting-noget. Noget jeg har hørt. En hovmodig mand bør kun sjældent komme. En angstmand bør slet ikke komme. Du kan ikke tåle at få tingene for let. Lige nu er jeg bekymret for om du tror at jeg kan redde dig. Det kan jeg ikke. Jeg er begyndt at tro på din kærlighed. Jeg prøver ikke at lægge for meget i det men planlægger hemmeligt at flytte ind. Jeg drømmer et eller andet. Det er sjovt at jeg ikke længere kan huske hvad jeg drømmer. Har jeg drømt? Det var noget med dit navn på en bronzeplade, i højre fodende af en mahogniseng, og noget med at vælge mellem 2 partnere, altså, det er ikke noget jeg rigtigt husker, men det forekommer at være noget jeg kunne have drømt. Du går og siger at du er vred på mig, jeg går og spekulerer på hvad jeg føler. Lægger mærke til at jeg opfører mig depressivt når vi er fra hinanden. Manden animerer mig, hvis der ikke er en mand i nærheden, er jeg der ikke. Jeg ved det ikke. Jeg kan mærke at du gerne vil have mig til at gå i dybden. At du gerne vil have at jeg trækker kærligheden med op til dig. Jeg vil helst gå nu. Jeg har ikke lyst til at dykke derned. Som da jeg drømte at jeg var Euridike, hende han mister fordi han ikke kan tro på at hun følger med. Jeg tænker på den roman du skriver på, på hvordan forfatteren i den skriver om sin kæreste, en forfatterinde og hvordan hun ikke skriver om ham, at hun afstår fra det fordi hun finder det for lavt, at du har sagt til mig at hvis vi begge skriver om hinanden, går det ikke, det ville blive et cirkus osv,

del 12

Så sidder vi her, på færgen, du sidder med din fod mod min, jeg smiler, du spørger om jeg skriver noget sjovt, nej, jeg smiler bare, vi har lige talt om at flytte sammen, at det ville være under ordnede forhold, at jeg ville få en opsigelsesperiode, den slags. Jeg siger at du ville smide mig ud efter 2 dage. At du ville blive i tvivl. Det er noget vi taler om mindre end ti dage efter vi har fundet sammen igen. Og ja, det går godt. Der er ro på. Jeg slapper af, det er første gang jeg kan falde i søvn ved siden af dig, første gang jeg ligger hos dig, uafbrudt, hele natten, jeg er begyndt at svare bekræftende på dit,; Elsker du mig? Vi kører hjem fra Nytårsaften på din cykel, jeg er fuld og sidder bagpå, jeg holder dig om maven, Der er noget skæbnesvangert her, siger jeg til dig, Geswört. Du græder i armene på mig, siger du er vred på mig, fordi jeg kan gå. Jeg venter hele tiden på det. At du drejer i en anden retning.

del 11

Der er ret meget ro på lige nu. Ikke de store følelsesmæssige udsving. Selvfølgelig er det da underligt at vi sidder her og leger kærester, vi reflekterer ikke over det. Det er helt skævt. Jeg elsker dig ikke, så jeg siger ikke at jeg elsker dig. Det varer selvfølgelig aldrig længe, men lige nu nyder jeg at være én som dig. At du findes. Av. Jeg vil så gerne nå hen til handlingen, og det er jo ikke løgn, men hvad jeg egentligt hellere når hen til er apatien, kneppe, æde, forsørgelse, døden. Ja, sådan et liv. Jeg tror du snor den forkerte vej. Du ligner ellers et helt rigtigt menneske. Har alle de rette bestanddele. Pandeben, øjesten. Du skal trække mig ind i din spejlbilledverden hvor tingene fungerer ligesom i spejlede kemiske forbindelser. Det man har lært er farligt, er måske mere neutralt. Det man har lært er sundt, måske er ondt. Når du siger ”jeg elsker dig”, betyder det noget helt andet. Jeg har ingen ord i mig. Jeg går rundt i din lejlighed højhvid af skræk og lægger mærke til at dén stol rokker, og dén bordplade sidder løst. Jeg siger sætninger som; her trænger vel nok til en kvindelig hånd.

5

Du råber lydløst men borende da jeg går igennem salen, satan selv over et tysk hav af hænder, senere kroppen, halvt tatoveret, piercingerne i pikken, de udspilede huller.

mandag den 23. januar 2012

4

beredvilligt skyernes klemte over dette automobil, på denne vej, hvor vi skøjter over et helt land med kroppe jeg ikke tror jeg vil ha, bare lade huden muld og øjnene snoge sig ud

3

det starter på den anden side af døren hvor du står og banker på maven, blindtarmen er en drøvtyggerrest, det er dér det gør ondt, dér sorgen hober sig, afskyen, disse mørke mure leder ad helvede til.

søndag den 15. januar 2012

2

Han knepper kødfarvet silikone, en lille boks med hofter, knepper han, jeg kan se hoftens koncentrerede vip, kan jeg se hele kroppens elastiske bevægelse, sengefjedrens svingen, kameraets lille benovelse, han bevæger hele rummet ind i den lille klump. Hvad er en sjæl, tænker jeg, vi har talt om det før, dengang spurgte han ”tror du træer har sjæle?” jeg ved ikke hvad jeg svarede. Nu er der bare bevægelsen. Faktisk er det blot endnu en måde at konstruere det på. Hele matriklens forsøg på at koncentrere ét eller andet i det kunstige hulrum. Det der begrunder kødet

1

Du tar mig op af kassen og lægger mig på sengen. Du tager mig op af kassen, mine øjenlåg vipper, du siger at du elsker mig. Du lægger mig på den skinnede satinseng med sorthvide franske liljer. Du betragter mit køn. Jeg stirrer op i loftet, der er en plet dér, ikke af fugt, måske mørtel, mine armhuler er store, du bærer mig rundt, du siger at du elsker mig, du siger det ind i øjne der ikke kan lukkes, en åben mund. I sengen nær tapetets store nuprede hud, er jeg for tæt på skyggelinjerne, løber snottet, kan jeg se hvad der foregår i tændernes mellemrum.

torsdag den 17. november 2011

Holzer

Jeg er ikke helt sikker på at det er i orden at det her gør mig så glad som det gør?

tirsdag den 1. november 2011

fordi du er smukkere ja fordi sproget kaster mig ind dette sigende jeg er vores tur gennem systemerne du der er min essens min ENESTE i tegningen af det fælles legeme under dynen der lugter sveder som du jeg koldsvedende i en seng indenfor dette indforståede kys vi ligger på lig jeg slår igennem dig jeg vil se dig dø i en elektrisk stols sex fuck mit inderste jeg skal bare tale rundt om søen og tilbage igen hvad er formen i sig selv bare nyt lort på tilfældige dåser du og jeg den ene dag er vi hinanden med brevet i hånden den anden dag støder vi ind i hinanden med knitrende nye poser fra apoteket det skal være det lidt tilfældige møde i en opgang hvor hele verdensveen bobler ud jeg er ligeglad du er også en anden hver gang jeg går fra dig en lille smal dobbeltverden hvor du er ond fra børnene løber op af trapperne til jakkerne hænges på plads

fredag den 28. oktober 2011

Min far og jeg har et stille øjeblik. Han er manden. Han er min far. Vi har et stille øjeblik på Molsfærgen. Han spiser en pølse med surt, jeg suger ketchup op.

torsdag den 27. oktober 2011

Jeg slog ham. Han sagde til mig ’du er min søn’. Jeg slog ham igen. Han sagde, ’jeg er din far’. Derefter greb jeg fat i hans hår og trak ham ned på jorden.

søndag den 16. oktober 2011

>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>>sampler + Heidi Mortenson

din pulserende krop og mine lænder, men dybt, du siger det ikke og dine lænder siger det ikke