Del 3 Daddy Pop

(arbejdstitel)


Du sidder i din velourjakke på sengen. Sammensunken. Sorte øjne. Hvordan kan man sige det. Jeg prøver at sætte scenariet. Det er måske ikke nødvendigt. Jeg har fotograferet værelset. Jeg har taget billeder af det sengetæppe, du har arrangeret i vindueskarmen. Jeg har taget Arnold Busch posen og tandpastatuben. Jeg har samlet beviser og ikke fundet noget afgørende, ikke kommet i besiddelse af noget personligt.

Jeg beder receptionisten om en kvittering på værelset. Her står dit navn. Du har checket ind på hotellet den 28. april. Vi kysser i porten. Mine skedemuskler former sig i et hårdt aftryk af din erektion. Nu må vi se hvad de siger, siger du, smuk. Vi går op i receptionen, jeg synes, det lyder mærkeligt. En ekstra person siger receptionisten. Jeg skal ikke registreres, jeg er udskiftelig. Som du.

Jeg bliver et øjeblik i tvivl om hvad jeg skal gøre med tøjet. Hvordan jeg skal få det af. Du siger jeg bare skal ligge mig på briksen, så jeg lægger mig. På briksen.

Jeg er nervøs og nøgen i vinduet. Benene svinger over Aaboulevarden. Jeg asker ned på fortovet. Kan hele byen se mig? Jeg udgør en udsat figur. Jeg vil ses. Jeg véd du ser på mig.

Vi har talt for meget. Jeg knapper skjorten af dig, Den er stiv som ligtøj. Jeg hiver sokkerne af dig, jeg kysser fødderne. Jeg kan allerede på dette tidspunkt mærke at du er ude efter en mor. Du har den fineste indadvendte mund. Som om jeg lige har slået dig på den. Du smager også af blod.

Du har skrevet til mig “kom du op? Hvordan har du det? Jeg er lidt skrøbelig. ” Jeg har det ikke godt. Den er 12.42

Min veninde spørger mig senere om jeg har fortalt dig om drømmene.

Jeg skriver en sms. Jeg skriver én mere. Jeg sender dem ikke. Jeg skriver flere smsér efter jeg er kommet hjem. Jeg sender ingen af dem. Jeg kan ikke fornemme hvad der ville være rigtigt at skrive. Du skriver så kortfattet. Jeg er træt. Jeg er så bange for dit navn.

Kl 01.52 skriver jeg. “ Hej. Jeg er vist lidt træt og forvirret. Har været til seminar og oplæsning og fået skrevet en flok tekster på forvirringen. Nåede du hvad du skulle? Har du fået rystet skrøbeligheden af dig?” Jeg forsøger at få det til at lyde utvungent. Ordet “forvirring” ærgrer mig. Jeg vågner ved at du svarer og tænker ” bare du ville lade vær”.

Nej, jeg skulle aldrig have svaret dig. Men nu hvor jeg har givet dig mit nr. føler jeg mig fanget. Jeg har på fornemmelsen at det hele ender galt. Du skriver "jeg har sovet 16 timer men er stadig skrøbelig og usikker. Faktisk lidt depri og vred. Jeg véd ikke hvad det er. Godt du har fået skrevet. God morgen. Du sover sikkert længe efter seminarstrabadserne." Jeg sover ikke. Din sårbarhed og dit navn river i mig.

Skosnuderne er spidse, situationen er gammel. Du er gammel. Du luder dig igennem den med snørrebånd i begge hænder. Er jeg nøgen? Jeg sender dig et blik. Beskueren skal fylde mig ud. Beskueren skal fylde mig. Jeg forsøger at filme dig. Din skjorte knitrer. Hvordan kan du tage den på, når jeg én gang har pillet den af dig?

Jeg kunne forestille mig at du var en anden.

Jeg har ikke noget valg. Det er dín historie.

Vore rum ligger ud til gaden, det begynder at regne da du tager mig i hånden og siger; ærlig talt. Dine øjne begynder at udvide sig i begge sider, tågen sætter sig som smil. Døden regner op med øjnene kammerat. Vi er mange denne morgen der glider rundt på landevejene. De er et smukt par havde hun gået og tænkt, denne morgen med opvasken fra i går, hjørnerne med støv. Hun står op og ser ud af vinduet, han styrter i bad, er i tøjet på 2 minutter, hun ser stadig ud af vinduet, gaber, hej hej hej, siger han og går ud af døren, hun tager fadene og de beskidte tallerkner, stiller dem ud i køkkenvasken, ser højt nedover gården, gaber. Morgen, cigaret, mågerne råber, vinter, sommer, solskin. Et smukt par siger hun, nikker i retning af fortovet, de finder sammen igen, på den anden side, den anden skråner ud, nu, midt i ugen. Op på sporet og ud i vælten, så kom tankerne bag drømmene, ham i trægitter, vindeltrappen, endoskoperne, de kan høre os i korridorerne, han sidder i sit fuglebur, der er en oplagt tavshed, vi syrer ud, tapetet uden farver, himlen smilte, regnen kom, hurtigt vurderende, slet ikke mindre, hans øjne trætte men brændende, men hængende i en anden splittelse på grammofonen,

Jeg har skrevet til ham at jeg er angst, men nej, jeg vil have omsorg

Jeg har ikke fået sendt mine beskeder og det er for sent at kalde på dig nu. Jeg skal til at være mere kontant. Jeg kan ikke li mig selv når jeg tænker på dig. Nu er den øl snart tom, tiden går. Nogen gange skriver jeg til dig at jeg vil slå mig selv ihjel, for omsorgen.

Jeg taber småkager på gulvet, nu vågner menneskerne. Det er koldt og man kan lugte feberen, den slår op fra dynen. Denne rytme, vi hænger os i, er hvad som helst, dit brillestel, øjnene der ikke rigtigt vil sige noget, jeg har altid elsket dine hænder, strøget fra gaden, som en mor, en hvisken.

Nu er der faktisk en knude i nakken jeg mærkede den i går mens jeg talte i telefon med dig. Det er længslen efter andre der er begyndt at dukke op. Det at jeg er meget tiltrukket af Khordorkovsky, f. eks.

Jeg har glemt hvad jeg tænkte på tidligere. I dag sad jeg og fik kuldegysninger på skt. hans torv, og pludselig sad de dér, manden og kvinden. De kom hen til mig senere i folkekirkens nødhjælp. Han var tavs. Hun sagde; Har du en bøn i hjertet? Jeg kan mærke at Gud prøver at nå dig. Er du kristen? Jeg fortalte hende det. At jeg er frafalden. Nu ser jeg Johannes døberens afhuggede hoved for mig, og alle allusionerne til sindssyge.


Jeg holder af tanken om at du har børn. det er så voksent, dét at du er farmanden, farmanden har jo magiske kræfter, selvom du nok ikke er sådan en farmand, det er du nok ikke, men jeg kan ikke lade være med at se jer alle 3, hånd i hånd, solskinnet falder på dine hænder, alt bliver orange, barnehænder i dine hænder, jeg må ikke blive forelsket i dig, du står dér med orangerøde hænder, med et barn i hver hånd, med solbriller og kasket, bøgeblade i nakken, du skal holde ferie med de små, du kommer til Århus, du kommer til Århus, du kommer til Århus for at knalde med mig, du sætter børnene af hos svigermor og så kommer du cyklende, måske, med solbriller eller kasket i håret, jeg kunne godt se dig cykle, du er lige sådan én man kunne forestille sig cyklende gennem et landskab i støvblå t-shirt og shorts. Støvblå, glazurblå mørkeblå, du cykler forbi hav og himmel, og vinden tager dit hår og munden er lykkelig og sort. Du cykler op forbi min blok, jeg åbner døren, og siger. Jeg bliver lidt forfjamsket og siger goddag goddag eller jeg kysser dig, jeg tager dig om nakken, den brune nakke, du er strålende, yngre, dit hår er ikke længere gråt, dit blik er liderligt. Du smider kasketten op i luften, du gør sådan hér med armen, med mørket ud i en vinkel, du gør sådan der, du løfter mig op i ballerne, og min røv er stor og blød i de lyse bukser, og du slår mit hår ud og håret er meget langt, du bærer mig ind i badeværelset og sætter mig på, nej

Hvorfor kan vi ikke bare sætte tiden hen i hjørnet mens vi kigger os om efter andre? Du har end ikke taget mig op på skødet, du har ikke engang sagt noget endnu. Det er som med himlen, at den er for stor og for hul. Vi er gennemhule. Jeg tar et Tarkovskyvandløb i munden. Jeg véd ikke. Måske vil jeg også for meget, måske er jeg ikke ærlig. Jeg har drømt om ham, din søn. Jeg holdt ham, trøstede ham. Jeg har fornemmelsen af at have været hos ham i nat , længere end jeg var hos dig. Nu er væggene hvide. Det er så dagslyset (der ikke kan trænge ind) jeg ikke kan holde det ud. Det slører. Du var yngre. Dine øjne var som dem jeg drømte, lysende, liderlige. Det gør mig i tvivl. Var det mig der skrev dig denne gang? Ikke omvendt? Er du er så tom, at det er muligt? Ja, nej, selvfølgelig ikke. Jeg ved bare ikke hvor jeg stod henne igår. Jeg kan ikke rigtigt huske det. Hvordan jeg skal bevæge mig rundt i stuen. Jeg kan ikke beslutte mig for hvad jeg føler. Du siger du elsker mig. Du sagde det da vi bollede, du sagde at jeg godt vidste det. Jeg skal passe på hvad jeg ber om. Tænker. Vi boller kærlighed ind i hinanden. Du spurgte om jeg ville med til Schweiz. Det er et farligt land. Du viste mig dine tomme kalenderblade. Jeg tænker på Sylvia Plaths Valmuer i Juli. Men uden farve,

Jeg véd ikke. Jeg véd ikke om det er mod, eller om vi bare leger med hengivelsen? Bliver du ægte bange? nogle gange kan jeg mærke din angst, nogle gange ikke. Er det min empati eller der svigter, eller er det dig. Skal vi virkelig til Schweiz. Jeg skal jeg passe forbandet på.

Yderpunkter bliver mere yderlige, bevægelige enheder syrer ud i mine armes løft, på dette sted på nippet til andre virkelige steder, sætter din mund gang i alt på stedet. Luften (replikkerne) vælter ud og ikke længere, denne sætning eller denne, nu skal vi være skidefornuftige, jeg kan ikke ta med dig, eller -Jeg elsker dig, det véd du godt-, du knalder mig ud på ydersiden af fornuften, nu skal vi elske, indad, mere, mere, nu nu, vær fortræffelig i al dit flik flakness, hovedet langsommere, hurtigere end før, vælter ud af min egen bygning, længere ud, nu, nu, at være alt dette salt, savet over, mere skyndsomt, viljesstærkt ind mellem afgrundsglas, antistof til denne dystopi, besvim. ræk armene op og fald gennem byen, tågen mellem bygningerne, markerne ligger foran os, sprænger skallen af