.

Da jeg så at du igen havde den tyktvævede blazerjakke på, tænkte jeg om du mon var begyndt at læse med her. Om du havde ment at have genkendt dig selv og var begyndt at tage den på når du vidste jeg var der for at bekræfte din mistanke, for at se om jeg blev svag i koderne. Jeg er ret sikker på at du ikke gik så ofte med den før. Jeg holder mig selv i ro, for alle tilfældes skyld og lader dig ikke mærke noget. Det er klart at det er overreaktion og at jeg er blevet paranoid, men alligevel blev min mistanke dog styrket da jeg senere opdagede at du sad og betragtede mig længe og mørkt fra langt nede i salen. Noget du ellers aldrig gør. Jeg gyser mig lykkelig over det blik. Det er nu føjet det til mit sadistiske skyggebillede af dig. Jeg længes mere og mere efter dig. Det bliver stærkere jo mere du afviger fra min forestilling om dig, for jo tydeligere bliver det at min forestilling kan gøre sig fri af dig og jo virkeligere føles vores affære. Jeg kan godt blive bekymret for ikke at kunne skelne, at komme til at tage dig, virkelige dig, stille i hånden og forsøge at trække dig med ind på et toilet. Men det er små ulemper. Det bedste er at du er vendt tilbage i mine drømme. Typisk optræder du nu i rollen tidligere udskrevet til Pablo: Fræk, sulten og samvittighedsløs.