□2

rygmarven løber ud i dette oprindelige ocean, under kollisionsbjerge, lille algeæder, dine rokader i munden, en modificeret udgave af det skjold, der engang har dækket hele kroppen, drives natmørkt af havstrømmene, snarere slubrende end snadrende, en blodig sødme, graver guldkristne bække i din håndskrift