din moder
gjorde holdt ved dine hænder
med det yderste af vipperne
man kan ikke stave sig igennem sin sorg
så nu hvisker jeg rent ud i tåge
at du rev dage ud af virkeligheden
og gjorde spor
og jeg råber dig rent ud i regnen
som om jeg vidste hvordan du så ud
og hvad du gjorde
hvem du end var
kan jeg kun udvande
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Wow, hvor er det godt. Lækkerier!
Jeg har det som om ordene har det så godt sammen i dette digt, at jeg ikke kunne forestille mig at skille dem ad, som om de har fundet hinanden og det gør mig glad at læse. Spøjst.
Send en kommentar