anMas

Åbenbart, og jeg beklager meget, har dine heteronormative fodboldstøvlesporer sat sig fast i røvhullet på mig, og jeg skider så skævt som nogen, Du, antag nu en skikkelse udstrakt nok til at jeg kan ramme dig alligevel, ikke fordi, slet ikke, nu skal det heller ikke hedde sig, og alligevel, min tavshed, din tales store rum, vævede rystede landskaber, en hel skovbundshær af levendegjorte blade, med brækglatte fødder der skrider ud i sort og du, men årh! jeg lægger mig med kinderne skuttende som skuldre og blikket på min egen glatte fod, you made my foxlist! Eller noget bedre at sige, ubehøvlede skanker, træder, danser, årh! vær på denne side af min side, denne der retter sig mod et andet rum hvor vi stod op og delte noget, en morgen, en cigaret, og du kunne tage min skælven, op, i et frustreret øjeblik hvor maven står opskåret silende, ætsende den brune bug, og hvad kom først? Stønnen eller bræget. Det er småbørn, der lyder som.. eller voksne der lyder som småbørn, men ikke småbørn der boller, altså, på samme måde vender maven, hovedet, fødderne på hovedet, på maven, på samme måde, det véd du godt?