□2

Sådan skulle det jo aldrig have været. Sådan her. Her. Sådan. Det skulle jo ikke have betydet så meget. Så lidt. Så lidt som noget kan betyde og flakke så meget som. Det kan vel ikke siges. Det kan vel ikke betyde hverken mere eller mindre end vi begge to ønsker. Ønsker afgjort. Ønsket kan ikke blafre mere end vi tilsammen kan stille skarpt. Denne sætning. Eller denne. Betyder så meget som dine samlede ben nedsunkne i saltvand. En saltstøtte af fornuft skal man afgjort, afgjort ikke se tilbage imod, imod denne hulning i mit bryst hvorudfra der flyder. Og denne flod kan vi ikke, aldrig, dæmme op for, det ved du så godt som nogen. Lige så vel som jeg kan tegne dig med dette ene stykke kridt op mod muren, ud mod gaden hvor sneen tegner som dét ene stykke kridt og verden afstår fra at mene noget. Eller hvor vi finder hinanden igen når stormen har raset og mit skød igen betyder som mel. Hvem skal afgøre det. Vi har firtusindkilometerstøvlerne på og springer lige luks i havet. kan vi ikke gøre det? springe ud og springe handlingerne over, med stok og benet over nakken. De kan hejse os op, to lysende skrig udover evigheden, der aldrig har betydet mere end at det kan overses i ét eneste ord. Hvem bekymrer sig. Ikke jeg. Jeg lever bare min skæbne ind i hænderne. Sådan her.