.

Det forekommer mig uendeligt ligegyldigt at fortsætte på forgående indlæg, at fortsætte beskrivelserne af læbernes tykhed, af næsens tykhed, af brynets tykhed, af luftens tykhed, af den stadig stærkere lyd af skrig bag os mens vi blot lænede os ind over papiret og talte, den stadig mere intense dunken, kortsagt, samlejet bag min ryg, den ryg som du ofte så henover men uden at jeg nogensinde så dets effekt i dit ansigt.