galopperer buespændt
den ellevilde eg
dyppende ryggen i limbodans
med bladene væltende ud af fjæset
og du
dine gamle øjne tager imod lyset
med harniskvipperne stemte
en guldsmed hængende fra læberne,
fra nu af kan den kun aftage,
fra nu af bliver du kun tyndere
jeg falder dig ind, nogen gange slår jeg mig
der er noget ufravigeligt her
det er ligesom græsset
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar