□2

Deterritorialiseringen – Paul Ricoeur siger, Paul Ricoeur, at modtage en subjektiv og intersubjektiv historie, hvor alt levende består af tale og alt levende strækker sig ud i nye kombinationer. Nye kombinationer. Alt modsvares af et endeligt (antal betydningsstrenge) og lukket forråd af tegn undervejs i sproget. Det er dette (antal) valg, denne enhed, denne nye enhed som sigen. Talen og sproget som en dialektisk frembringelse i et helt dialektisk system. Det er sådan det er, kort sagt, begivenheden indebærer en tale til genstanden. Hvilke spørgsmål kan stilles? Vi skriver i 100 år. Der tilstræbes en tingsliggørelse af teksten, en slags objektivitet. Kameraet rettes mod den der taler og man overraskes over hvordan (det egentligt lyder) den egentligt ser ud. Det (den) er en billedstærk undersøgelse af sproget ud fra et visuelt perspektiv. Vi er også interesserede i at undersøge sprogets mekanikker. At bryde sproget ned til opbyggelighed i helt tynde betydningskæder. Vi bygger noget op. En skulptur. En god åbning, fyldt op med heavy shit. Du og jeg. Men vild tekstuel tekstur. Vi åbner noget op, men det fascinerende opstår i sin egen verden, udgør sin egen verden. Rummet er, et fedt rum, en sej, klæbrig håndtering af nogle symboler. Det er ikke så kitchet, prosaen. Prosaen er blevet til kit, hver bidragsyder revurderer hele prosagenren, og man kan, se hele (alt det) den der prosa, som et forsøg, en idé man smider ned over teksten. En formel idé, men syntaksen, den der strøm, et pludseligt rumskib, et linjebrud, måske skal man være skør, men det er en charmerende ting. Det kan klæde en tekst, hvis den har en relativ åbning, for det der fremkommer ved at insistere på, at det er prosa. Men samtidigt er det måske bare et luftigt begreb. Prosaen gør underværker. Jeg skal lige lave noget prosa. Det er længe siden jeg har sat mig ned og tænkt, jeg skal lige skrive et digt.Pauseringen er kitchet. Oldschool (konkretisering) dette er en… Det er heller ikke så godt sådan at vågne og hade sig selv. Hvorfor skal jeg føle at jeg er utilstrækkelig her? Det er en fundamental mangel.  Jeg vågnede og blev bange for, om jeg havde sagt noget forkert. Jeg er jo ikke sådan én der véd den slags. Pludselig kan jeg vågne som af et mareridt og høre det. Hermeneutisk tolke. Det slap ud af min mund. Hvorfor er jeg så nervøs? Hvorfor føler jeg at jeg hele tiden bliver gennemskuet? PARANORMALT PARANOIDT. Hvad er det med Submissivitet?, _ men. Men det er som at det er tvingende nødvendigt at jeg finder ud af hvorfor jeg er her og om jeg kommer med noget godt.  Det er som om, det er vigtigt, at jeg har min egen retning.Det HELE er MEGET MYSTISK. (er jeg selvoptaget? (JA men er jeg FOR selvoptaget) -> kommer jeg med noget godt? Hvad er det jeg bringer hertil. Hvad er min rolle? Hvorfor ønsker jeg at du skal se det?