blækskinner

Selvmorderen er en uskarp plet. Jeg kan ikke rigtigt se den, kun skele den frem og håret er stridt og viltert og tøjet er blødt og sort. Den aer, den, den hyler, den, en utrøstelig labrador - ud gennem passagerernes munde, bliver selvmordersken helt ude af den - de andre passagerer, forpustede af ivrighed, helt ude af den, i sin tryksværteskygge, godt nok fortrudt, godt nok fortrudt siger vi, (og så må de se hvornår vi så kommer hjem)