.

Vi står ud af bilen og skråner henover fortovet, solen står lavt, regnvejret hænger lige over bladkuglerne, hun har den grå cardigan på med de puffede ærmer og en pink plasticpose i hånden, hun sporer sig ind på fortovet. Han er lidt fedladen og bevæger hofterne som på hjul, den grå og hvidstribede dynejakke får ham til at ligne de gravide kastanjetræer. Da han ser op antager luften ligesom en anden farve. En rosa tåge blæser ind fra kysten og lægger sig forstyrrende på mellemluften, det optiske virvar imellem os. Et skift går over himlen og kvæler den rød. Solen svinder ind. Træerne begynder at klirre og hendes lyslokkede trævler blafrer som tang. Det ER helt forkert da en giftiggul ambulance streger gaden over, men de kan intet gøre for at oprette fejlen. De skutter sig og ser ned i fortovet da solen igen glider i scenetæppet og lader et øje træde i stedet. Det er et Shakespeariansk, et guds, øje. Det er et lysende blodsprængt øje, først i vinrødt siden i isblåt kød. Det virrer med pupillen, der ryger langt ud i krogen og forsøger at se længst muligt ind i horisonten. Det vrider sig ud i yderpositioner, smægtende efter at se sig selv, om bag ved sig selv, bag ved den blå himmel. Imens går manden og kvinden i gaden. De går videre, de har noget at gøre, noget der måske involverer en plasticpose. Der er ingen spor, de går helt uopfældigt, ligesom udenfor egen bevidsthed, tilfældigt faldet ned i gaden. Ruderne forstyrres af det prikkede vand og man ser mig nu sidde og stirre gennem prismerne. Vi kunne ønske man kunne begynde forfra. Jeg går lidt længere op i højre side af glasset eller papiret for at komme væk fra dråberne og få et bedre overblik. Herfra ser jeg gaden hvor manden og kvinden går og herfra ser jeg himlen hvor solen blinker fordi den har fået noget i øjet. Jeg kunne forestille mig at det var én af de store måger der altid flyver for tæt på. Vi overvejer det og stirrer på bilernes bliktage der skinner med nøjagtig samme flamme som kvindens blonde hår. Nu går de om hjørnet og man ser det sidste glimt af nitterne på hans cowboybukserøv, før hun tænker hvordan det kan være at han altid har ørevoks i ørene og hårstubbe stikkende ud af næseborene og skæl på skuldrene. Hvorfor er det altid hende der må fortælle ham hvornår det er tid til at ringe til frisøren, rense ørerne, købe ind eller tage til tandlægen. Hun havde aldrig forestillet sig at hun skulle få den der mor-rolle, aldrig troet at hun kunne blive så irriterende. Vi har det ikke i os, havde hun sagt, den slags er genetisk, men nu går de her, hun går dødeligt op i vasketøj, i støvsugning og smører mig moderligt ind i solcreme. Vi er sunket, synker hun og skæver til hans dryssende ører. Under tøjet, på hendes bryst, køler et tyndt lag sved huden. Og på hendes underarme. En slags issvedende Frøken Hüttemeyer i angsts hagesmæk og stænk-ærmer. En enkelt dråbe sved er klemt helt ud i det dybe glid mellem brysterne. Der sidder den og gør sig stor om kap med vorterne. Heroppefra ser man ned i slugten mellem tøj og krop, en cylinder rundet af ribben, herunder 2 kødroulader med knogler i midten. Uden på tøjet skutter hun sig og synker. Musklerne føles som en borgmur i halsen. Vi får lyst til at træde midt ud på vejen. Her kører der en mørk cyklist igennem gaden. Hun er en slags Zorro med asiaterhår og outfit i sort jersystretch som kun forstyrres af en lilla rem af undertrøje der omfavner hendes store smukke mavedelle. Hun farer frem, ser årvågent til højre og venstre, styrer lige ind i mørkningen, styrer lige ud i byen. Hun kører forbi en omgang kærestepar, for eksempel den skaldede mulat-han der kærligt hamstrer en drengeklippet blegfis. Han er skåret ovalt over de røde cowboybukser. Zorro styrer ned af bakken, hun står i fri luft nu, cyklen flyver. Vinden slår luften ud af hendes kinder, der bliver gule og blå. De intenderende øjne løber i brand. Så åbner hun gabet. Luftens buffet af gnallinger og myg ryger lige ned i det rosarøde mørke. Tænderne mørkner af ituslåede insektskjold. Jeg vågner. Mørket ligger som en sæk omkring mig. Jeg kan ikke finde lynlåsen. Vi bliver nødt til at SKÆRE os ud af den mørklægning, tænker jeg, Hüttemeyer og afmagt, vi har ikke mere til salg. Du har solgt dig selv, blafrer det, ud af en omvending af hjernen, øret, noget jeg flyder sammen med. Hvis vi bare kunne skære os ud. Og jeg ser fostre bidsle med knive i munden, så, nej. Jeg ved det sgu ikke. Jeg ser dem bare, de små krabater, med tørklæder viklet om hovederne og øjenbrynene svævende i fri luft. Forviklede vist.