Her er Claus Beck-Nielsen. Eller, HER er han ikke, og nødigt under det navn. Men lad os bare sige at her er han, han er her, hvad han så er. Han var der ihvertfald i går på kasernen, og kønnet havde han også med. Det kom sig så belejligt dejligt at han allerede besad det generiske, det universelle. I jakkesæt og slips og store stive flipper.
Hvad ville han så? Ville han mig Erik? Ville den stive mund og den kolde spidse næse vise mig vejen? Han gjorde opråb: smid dit navn, din nationalitet, din historie. Bliv en fremmed for dig selv. for mig. Bliv universel. ET EKSEMPLAR. Skulle jeg. Ville det være godt for mig, og skriften, at slutte mig til eksempelkulten, at vandre i dødsdalen med den hullede fane og de tomme tegn? Kunne vi jamme signaltrompet i det meningstømte neutrale område hvor (har jeg hørt) den største krig overhovedet udkæmpes; kampen om tilforladeligheden. Ville det gavne?
Jeg forfaldt så gerne til den slags. Men bliver man nogensinde universel med bryster på? Jo tak hr, og jeg ved det er en kliché, men: bureaukratiet giver mig flere valgmuligeder allerede i den første boks-ja, og gud fri mig fra at lyde som en kvinde, men KT bemærker af og til at kønnet kan spille ind. Det spiller ind i min optagethed af dig, altså jeg tror den udløses af vore heterogene køn, jeg kan dårligt forestille mig at jeg dyrkede dig så rent hvis vort køn var det samme. Det mandlige har for mig en særlig atråværdighed ved blot at være mandligt, det mandlige tænder i en hver situation og bliver tydeligere. Det sker maskinelt. Det er nødvendigt at kompenserere. At muge ud i det mandlige via en eller anden freudiansk fortrængnings manøvre. Så man stadig kan finde vej. Så man kan betale med dankort: Ikke bare rent ud sagt indskrænket, forblændet af hans pragt -, åh, ja: Weiningers døde mund,
den kan vi li
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar