.

Det er sådan du ser ud, men det er kun på dette stik I har denne lighed. På andre billeder bliver det tydeligt at I aldrig i virkeligheden har lignet hinanden. Næsen er for tynd og kroget, Blikket så sisyfosks, slet ikke dit knaldende khaki. Men du er der alligevel. Det er jo suverænt er mit blik der har skabt dig. Og selvfølgelig må det være sådan og selvfølgelig vil det også i udvidet forstand være mig der har skabt dig ud af det forhåndenværende materiale. Men det er mere end det. Jeg har trukket mere ud af dig end man i almindelighed går og skaber af hinanden. Et eksempel. I virkeligheden har du aldrig TALT sådan til mig. Måske ordene, men. Da du fornyligt forførte mig så frækt, talte du sikkert bare om Brooks teorier. Pirring, sagde du, begær, og klemte mig ind mellem arkivskabene, snager, mit baghoved faldt ned i din hånd, drift, peb jeg og gled ind mod dine ben. Min Far sagde altid; Karin, du hører kun det, du vil høre! (sådan sagde han altid). Og i virkeligheden har jeg nok aldrig, ikke rigtigt, og ikke i et tvungent øjeblik, rørt dig, ikke din hud, og vist ikke engang din tyktvævede blazer, slet ikke mens du havde den på. Selvom den én gang hang der på stoleryggen bag mig og føltes som en tung indånding. Jeg sværger: den sugede. Den sugede på mig som en cigaret. Et sug jeg lige siden har været i fare for at miste mig i (som sorte cigaret-ar i tiden).