□2

det er mørkt i ryggen
vi sejler forbi vand og det er aften
jeg står med to sæt hinder som en far
der er ved at gå ud af sit gode skind
hånden der hedder uafvendelighed
i mangel af bedre
det lyder nogenlunde sådan her
dum di dum dum
det blå i kaffeblikket og den forlorne hage
sjælen hedder
jordbær med fløde
jeg reducerer alt til is og pind
så ensomt at veje solen
spiser lyset, dets indvirkning
synker ned
den samme vej
det bliver aldrig det samme
jeg stod fortabt i et hjørne under det vældige pres
og søgte fortvivlet efter plads
noget i den retning, en anden drøm
hvor vi elskede og gjorde et kup
ordlydsmotoren brænder sammen her
hvor jeg tilføjer den første strofe af en march
dum di dum dum dum dum