2012-02-10T05:39:00.000-08:00

Fuglene stammer fra krybdyrene i et næsten tomt udsagn. Krybdyr er ikke en naturlig gruppe. Nøglebenene var sammenvokset til et lille ønskeben, men da ravnenæbsbenene var små, og brystbenet utydeligt, var den måske en dårlig flyver. Siden har kravebenet mistet sin vægt, bl.a. fordi at de nulevende ikke er uddøde ved udgangen af Kridt. Traditionelt har fuglene været defineret ved anatomien, fx det lange, tynde skulderblad, det udad- og opadvendte skulderled, det bagudvendte skamben, hule knogler med luftsække fra lungerne og især de parrede nøgleben, sammenvokset til ønskeben – naturligvis tilstedeværelsen af fjer. I dag ved man, at disse karaktertræk fandtes hos en række rovdinosaurer og altså ikke afgrænsede fuglegruppen. Denne havde arme, der var længere end benene, en hale med 22 frie hvirvler, en rigtig gribefod med modstillet tå, og store, stive, asymmetriske svingfjer; den havde hule knogler.Oprindelsen af flyvningen har været omstridt. Sandsynligt er det, at flyvningen udvikledes hos trælevende via et glidestadium. Det har været foreslået, at flyvningen opstod hos løbende dyr, der udviklede bæreflader til at forlænge deres spring. Teoriens fortalere har dog haft svært ved at anvise et meningsfyldt scenario og synes at undervurdere anatomiske krav. Fundene vidner om en hurtig, mosaikagtig evolution, hvor primitive og avancerede træk blandes overraskende. De viser at vingerne udvikledes hurtigst. Den ældste af disse fugle havde næb og ravnenæbsbenet fungerede som afstivning mellem brystben og skulderled. Halen var reduceret til otte frie hvirvler og en pygostyl. Hos Concornis var fingrene sammensmeltet og brystbenet havde en lille kam, men stærkt reducerede vinger. Gruppen er kendetegnet ved at have mindst 11 hvirvler, mangle tænder og klo på første finger samt ved en række bygningstræk i kraniet og kroppen.

2012-02-10T04:29:00.001-08:00

Forvingen tabt to gange på gaden smerteligt knoglen fryser død ind i hulrummet

2012-02-10T02:39:00.000-08:00

udbredte fjer, et sæt, to vinger på fortovet af sten, den eneste farve, orange, på skaftet af knoglen der har hørt til inde i dyret, uden for kroppen som en funktion, to hæfteløse overvingeben med blodige hænder, der intet hører til

□2